Verdens bedste lokale skole

Oplæg på Vartov, september 2015

Jeg vil gerne starte med at takke for invitationen til at komme her på dette på mange måder historiske sted – ikke mindst når vi taler skole. Jeg er rigtig glad for at være blevet inviteret til at give nogle af mine perspektiver på skolen i dag.

Jeg er folkeskolelærer på en byskole i Silkeborg. Jeg har været lærer i 10 år, alle årene i folkeskolen. I år har jeg 9. klasse. 24 sprudlende elever, der sidder der med hver deres forudsætninger – både fagligt, socialt og personligt. Jeg underviser dem i dansk, samfundsfag, historie og kristendomskundskab, så jeg møder dem i det vi kan betragte som de mere bløde diskussionsfag – som nok har en faglighed, men indholdet i den er ofte til diskussion.

Og det gør vi så. Diskuterer.

Prøver meninger af. Udfordrer os selv og hinanden på det vigtige i teksten, livet og samfundet omkring os osv. Når timen er gået, så er det ikke sådan lige at sige om den var en succes, målt på om eleverne kan det, der står i de forenklede fælles mål, at de skal kunne. Dertil er det at undervise alt for komplekst, der er 1000 faktorer eller mere, der spiller ind i forhold til om et lektion, et forløb, et skoleår, en skolegang er en succes.

En del af min arbejdstid lægger jeg på forvaltningen i Silkeborg Kommune, hvor jeg arbejder med et projekt i forhold til kulturtilbud og den åbne skole – og det siger jeg, fordi mit oplæg kan være præget af det. Hvad hjertet er fuld af løber munden som bekendt over med.

Verdens bedste lokale skole er overskriften for denne eftermiddag. Meget relevant må man sige i en tid, hvor den lokale skole på mange måder holder for, og et relevant spørgsmål kunne være om historien om folkeskolen anno 2015 er en forfaldshistorie, og mit svar er måske et både og – og det er det jeg vil prøve at folde ud i mit indlæg.

På min lokale skole – altså ikke den jeg arbejder på, men den i hvis skoledistrikt jeg bor – er en gynge, edderkoppegyngen hedder den. Jeg tror faktisk ikke helt, jeg er klar over hvor denne edderkoppegynge helt præcis er, men den er en lokalitet på Vestre Skole, som jeg har mit helt klare billede af alligevel.

Jeg har haft tre børn til at gå på Vestre Skole – og jeg kender skolen ret godt gennem mange år. Kender de gamle trappeopgange. Stilheden på gangen mens man venter på, at det bliver ens tur til skolehjemsamtalen. Larmen i gymnastiksalen, når diskoteket buldrer derud af til den årlige skolefest.

Når jeg så alligevel også kender edderkoppegyngen selvom jeg ikke har set den, så er det fordi, det sted har været stedet, hvor mine døtre sammen med deres kammerater sommetider hang ud om aftenen – Vi er lige på edderkoppegyngen, kunne sms’en tikke ind omkring den tid vi havde aftalt, at de skulle være hjemme om aftenen. Og den besked fortalte faktisk en masse – vi er sammen, vi er på kendt grund, vi er ikke så langt hjemmefra, vi er uden voksne, vi udforsker og lærer. Med andre ord stod der i virkeligheden: Jeg er forsinket, fordi det vi har sammen her lige nu er for vigtigt til at jeg kan bryde op og komme hjem allerede.

Jeg er sikker på, at mine elever har tilsvarende fællesskab omkring skolen også når skolen er lukket og alle lærere og pædagoger og hvem der ellers er på en skole er gået hjem. Det jeg vil sige med det, er egentligt, at den lokale folkeskole – ud over at være en formel læringsarena, en heldagsskole med indbygget lektiecafe og bevægelse sat i system – også har sine uformelle rum, hvor man kan cykle hen til, hænge ud, omkring, være en del af – på godt og ondt. Det er et sted. Tilstede lige her hvorfra verden går.

Denne lokale skole er under pres i disse år. Skoler slås sammen i skolefællesskaber, hvor ledelsen fjernes fra den enkelte skole, medarbejdere betragtes som tilknyttet skolefællesskabet og er ikke længere lærer på den enkelte skole. Klasser kan dannes på kryds og tværs for at sikre tilpas store og rentable klasser. Og skolerne bliver i højere grad styret ud fra et overordnet strategisk perspektiv snarere end med sans for det nære, lokale. En bevægelse væk fra skolen som et konkret sted.

Når den lokale skole ikke længere er et sted, men et flydende begreb, indenfor hvilken en strategisk, økonomisk kalkule kan flytte rundt på elever og medarbejdere mellem skoler i et skolefællesskab, så ryger en af grundideerne med folkeskolen – at den er lokal, at fællesskabet omkring den består af de, der ”tilfældigvis” bor i distriktet på dette givne tidspunkt. Når jeg sætter tilfældigvis i citationstegn, så er det selvfølgelig fordi jeg ved, at det med tilfældig ikke er en kontingent størrelse – det er ikke tilfældigt om man slår sig med i Nordsjælland eller i Vollsmose.

Man kan frygte at den lokale skole bliver ligegyldig, og det fællesskab den tilbyder bliver flygtigt og uforpligtende, og jeg kan lige så godt sætte min barn i Rudolf Steinerskolen, eller hen i friskolen eller på privatskolen – ikke fordi jeg ønsker et reelt alternativ til den pædagogik folkeskolen tilbyder for mit barn, men fordi den anden skoleform kan tilbyde en konsistent og forudsigelig skolegang – et sted at høre til.

Og det er ærgerligt.

Ærgerligt, fordi det der fællesskab, der opstår der, hvor vi ikke har valgt hinanden, men blot er sammen for en stund om en fælles opgave, har en enorm styrke – både pædagogisk og menneskeligt. For når vi ikke har valgt hinanden – er vi her bare, men alt det vi bringer med os.

Der kræves ikke noget medlemskab. Og her er det, at det pludselig bliver muligt, at forstå en flig af de andres virkelighed – og måske koble den til sin egen, og derved blive klogere eller mere nuanceret i sine betragtninger.

Et fællesskab er ikke lutter idyl! Og det er der vist heller ingen, der har stillet os i udsigt. Det ér derimod en konstant kamp eller evig udfordring – og her findes ingen pædagogiske mirakelkure, der ved ét trylleslag kan gøre os alle til kloge mennesker, gode borgere – og verdensmestre i at tænke ud af boksen. Kun vilje og vedholdenhed – en stadig insisteren på, at vi vil fællesskabet, også der, hvor vi måske ind imellem kan opleve, at vi dybest set ikke har ret meget til fælles!

Et sådan sted er den lokale folkeskole også.

Skolereformen, der trådte i kraft i august sidste år, har grundlæggende ændret noget ved folkeskolen – vi kan diskutere, om det er godt eller skidt eller om det måske er både og, men jeg tænker, at det altid må give anledning til bekymring, spørgsmål og rynkede bryn, når en statsmagt går ind og detailstyrer skolen – ikke bare i forhold til rammer og formål – men helt ind i det, der foregår i klasseværelserne – ja, dybest set helt ind i børnenes hoveder.

Den målstyrede undervisning med helt konkrete formuleringer om hvad eleven skal lære i et fag, på et klassetrin, i en fase, har på mange måder gjort skolen lille. Reduceret den til en bestillingscentral, hvortil ordren lyder:

Gro folk med de kvalifikationer, der sætter dem i stand til at skabe vækst og velstand for Danmark i en digitaliseret, global verden.

Og så kan skolen stå der:

Ordre modtaget.

Ordre behandles.

Ordre afsendt.

Din ordre kan spores via tracking kode: nationaltest3komma0!

Din ordre kan afhentes 01.07. 2025 i dit skolefællesskab – adressen oplyses til den tid..

Men hvad hvis det ikke er sådan det virker?

Hvad hvis en sådan syring af skolen efterlader et misforhold mellem den biologiske tid som et barn vokser op i, og den midlertidighed, der er gældende på et ukontrolleret, ekspanderende marked?

Og er det i det hele taget formålstjenstligt sådan at udkaste utopier og lægge alle vore forhåbninger i et ideal ude i fremtiden: Når bare skolen har løst opgaven, så er alle dage gode. I forlængelse af det kan vi også spørge, om ikke det er at stille urealistisk store forventninger til vores institutioner, hvis vi tror, at de – og her kan jeg jo tage vuggestuer og børnehaver med – kan løse alle samfundets problemer, hvis blot vi anvender den rigtige formel

Når det så er sagt, så ved jeg også, at nok kan ordren lyde sådan – og måske nok ønsketænkningen ud fra en nationaløkonomisk betragtning – så kommer det ikke sådan lige til at ske, for der hvor mennesker handler, der råder det uforudsigelige. Vi kan sætte mål op for et undervisningsforløb – ja helt ned til den enkelte lektion, og alligevel finder elever og lærere på at gøre det uventede, de syndige og det geniale – og det kan heldigvis ikke sættes på formel. Vi kan aldrig vide – kun række ud, stille frem, ønske, krydse fingre, tage fejl og lave om – og heldigvis sprænger vi gang på rammerne for, hvad vi troede var muligt.

I virkeligheden kunne vi sende spørgsmålet tilbage til undervisningsministeriets målstyringsapparat: – var det virkelig kun det? Er ambitionsniveauet ikke højere for Verdens bedste folkeskole? Rakte fantasien ikke længere?

Stiller jeg mig et øjeblik bag kateteret i mit klasseværelse, og prøver at se hvad dette øgede fokus på målstyring OGSÅ har bragt med sig, hvis jeg ikke kun skal se det som et onde, så tænker jeg egentlig, at det har givet anledning og sprog til at tale med eleverne om læring, og det finder jeg egentligt positivt.

Jeg husker selv, at spørgsmålet: Hvad skal vi lære af det her? Var et af den slags spørgsmål, der kunne fremkalde et dybt, opgivende suk hos læreren, da jeg selv gik i skole.

Ikke at jeg altid nu kan svare fyldestgørende med en fiks og færdig sætning hevet ud fra Forenklede fælles mål, men vi kan alligevel på en anden måde gøre læring til noget vi kan tale om.

Hele hyp’et omkring den målstyrede undervisning er jo i sig selv ikke en overraskelse, idet den videnskabeliggørelse af tilværelsen som målstyringen er udtryk for også er gældende andre steder, fx når vi i den politiske retorik hører om ”nødvendighedens politik” – dvs. politikken ikke er til diskussion, men udlagt som den sande lære.

Det der virker, bliver det vi gør, men vi glemmer måske at spørge, hvad skal det virke for? Fordi noget virker, behøver det ikke nødvendigvis at være godt.

Et af formålene med skolereformen var, at skolen skal mindske betydningen af social baggrund – i sig selv et fromt og godt ønske – for det er da bekymrende, at det i et af verdens rigeste lande, stadig kan betale sig at være født af veluddannede rige forældre.

Men selve grundpræmissen, at nogle børn i Danmark vokser op i fattige familier, accepteres ukritisk. Måske er det i virkeligheden både hurtigere og langt mere effektivt at ændre på DET vilkår gennem fordelingspolitikken – altså i folketingssalen fremfor i skolestuen. Der er grænser for hvor stor en opgave skolen kan og skal magte i forhold til at rette op på en måske fejlslagen politik.

Nu vil jeg ikke stå som en tilbageskuende og udviklingsresistent pessimist, der synes alt var bedre i gamle dag, og skolen skal se ud som den gjorde, da far var dreng, for det mener jeg bestemt ikke. Skolen skal være skole i tiden – dvs. børn skal rustes til et liv i en mangfoldig verden.

Og der foregår masser af god undervisning – og der sker masser af læring ude i skolerne, både på det formelle og det uformelle plan. Heldigvis. Og det er også fint, at der bliver sat spot på den gode undervisning – selvfølgelig skal der reageres, når målinger viser, at dansk børn ikke læser godt nok. Skolen er ikke fredet for kritik og heller ikke uimodtagelig for kritik – slet ikke, det vil jo også være bekymrende i et samfund der gerne kalder sig demokratisk. Men der er grænser for hvor mange gange man kan hive en plante op af jorden for at se om den gror.

Det at være skole i tiden fordrer, at vi kigger på verden omkring os i tiden, ellers er det jo bare tomme ord. Vi SKAL arbejde med globalt udsyn i skolen. Vi SKAL arbejde med it og digitalisering – og det øgede behov for en veludviklet kritisk sans, som DET fordrer i en verden, hvor al information kun er en google-søgning væk, også i børnehøjde. Og hvor de nye teknologier ikke selv sætter grænser, og dermed hele tiden smider spørgsmålet tilbage til os – det er nok muligt og fristende, men er det godt? Vi skal arbejde med sociale medier i undervisningen, så vi ikke overlader børn til sig selv i dette nye rum for ”gadens parlament”. Vi skal være dygtige – og gerne så dygtige som vi kan blive, men vi skal også være ordentlige.

Også begrebet om den åbne skole finder jeg interessant. Og som sagt i indledningen, så er jeg særligt optaget af det felt lige nu – især, når det kommer til samarbejde mellem kulturinstitutioner og skolen.

Jeg tror egentlig at den åbne skole altid har eksisteret i mere eller mindre grad på et uformelt plan – i hvert fald al den tid jeg har kendt til skolen. Her har det oftest været drevet af personlige kontakter – fx gennem forældrekredsen. En journalistmor, der kan vise rundt på en lokale avis og fortælle noget om avisens genrer. En militærfar, der medtilrettelægger orienteringsløb i skoven. Et med-skolen-i biografen-besøg med op følgende opgaver. osv.

At det nu i højere grad er formuleret gør måske – eller det kunne man ønske – at forpligtelsen går begge veje. At skolen bliver bedre til at benytte tilbud eller indgå i samarbejder udenfor skolen, især når parolen lyder: en længere og mere varieret skoledag. Men også, at det omgivne samfund også har en forpligtelse for at byde ind i skolen med det de nu kan. Folkeskolen er alles ansvar, også udover om man lige selv har børn der eller ej.

Den sidste ting jeg gerne vil ind omkring i mit oplæg, er at give udtryk for min glæde over, at folkeskolen er til debat – sommetider godt nok hvilende på spinket grundlag, men det er vigtigt, at vi bliver ved at samtale om hvad vi vil med vores fælles skole – folkets skole. Den skole, der er en del af vores fælles historie og kultur. Derfor er initiativer som dette rigtig vigtige, initiativer hvor vi kan diskutere det fælles bedste for folkeskolen – ikke bare økonomi og hvad kan vi få ud af det. Ikke som en skyttegravskrig, hvor den ene part vil bibeholde alt som det var, og den anden vil lave det hele om over nat. Men det er i samtalen om skolen, at vi måske kan nå frem til en fælles forståelse af hvad skolen opgave er, og hvordan den skal løse den opgave. Det er måske også i samtalen, det bliver klarere for os, at det er en vedholdende, løbende samtale som vi skal holde i gang hen over generationer. Så er folkeskolen en forfaldshistorie – nej, jeg, håber det ikke, og vover at holde liv i håbet. Den er måske i knæ og trænger til en kærlig hånd.

Tak

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s