Så venter vi bare

Vi er ikke de eneste gæster på børnehjemmet i Uummannaq, også en filminstruktør og en komponist fra Venezuela er på besøg, da de både har været og skal igen være med i et filmprojekt med børnene fra børnehjemmet og en gruppe venezuelanske børn. I går havde Juan Carlos, filminstruktøren fødselsdag, så vi var inviteret til kaffemik i børnehjemmets spisestue. Tre slags kage og boller – og fødselsdagssange på spansk, grønlandsk, engelsk, fransk (fra endnu et besøgende musikmenneske), færøsk og dansk, og så kunne det vist ikke gøres bedre.IMG_4289Forleden dag var vi ude at sejle. Børnehjemmet har nogle hunde på en ø ca. 25 km fra Uummannaq, og de skulle fodres, og på vejen måtte et par af børnehjemmets huse på en ligeså fjern ø beses. Med på turen var også de to venezuelanere, Olav, en færing, der arbejder frivilligt på børnehjemmet i en periode og Nuka, en 11 årig dreng der bor på børnehjemmet – og så selvfølgelig Jens, børnehjemmets pedel, der var så sød at tage os med på turen og guide os rundt i Uummannaq-fjorden mellem isbjerge, stejle klipper og øde øer.

Vores første stop var et tidligere bosted, hvor de sidste fastboende forlod stedet i 60’erne, og nu bruges det kun af børnehjemmet som udflugtsmål og som tilflugtssted, når børnelivet roder, og der er brug for en pause fra hverdagen. Jens og Olav skulle tjekke, at der var de byggematerialer, der skulle bruges, når Olav senere på sommeren skal sætte et af husene i stand, og vi andre gik rundt på øen, besøgte den gamle kirkegård, der står tilbage og fortæller om engang levet liv på dette sted.

På vejen tilbage var der hvalpene, som skulle fodres, og de vidste, hvad der skulle ske – vi kunne høre dem langt inden, vi kunne se dem. Jens tager ud til hundene hver dag for at fodre og give vand, som på dette sted betyder stykker af isbjerge – på samme måde som fangerne altid har skaffet drikkevand, når de har været ude. Hundene her skal bruges til hundeslædekørsel, når de bliver voksne og er oplært til det, men lige nu er de bare hvalpe, der leger og slås om maden, selvom der er nok af den.

På hjemvejem fik vi en ekstra tur, fordi Jens ville vise os et sted, hvor der ofte er hvaler. Desværre havde vi ikke heldet med os, men turen mellem de store skulpturelle isbjerge var det hele værd alligevel. IMG_4366

”Er det sket, at et isbjerg har sat sig fast i havneindløbet, så man ikke kan komme ud eller ind?” spørger jeg, da vi er tilbage i havnen.

”Det sker”, siger Jens

”Hvad gør I så?”

”Så venter vi bare”

PhotosGrønlandsk kæruld

Reklamer

One thought on “Så venter vi bare

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s